Træning af signaler fra jorden

… til brug i forbindelse med trailertræning

For mig er det alt afgørende at hestene  er trygge, når vi træner med dem, fordi læring kun kan finde sted, når hestens stress niveau er lavt. Forudsigelighed og kontrol er stress reducerende, og netop forudsigelighed og følelsen af kontrol skaber vi hos hesten når vi lærer den betydningen af nogle signaler –  fordi når vi giver et signal, ved hesten præcis hvad den skal gøre. Og når hesten ikke skal gætte og ikke skal forsøge sig frem, kommer der en dejlig ro over træningen.

Så når jeg fx trailertræner, sørger jeg altid for at lære hesten at gå frem på et signal, stoppe på et signal og bakke på et signal. Denne indlæring foregår et andet sted end i forbindelse med traileren. Når hesten har en forståelse af signalerne, træner jeg signalerne på nøjagtig samme måde henne ved trailer rampen. I starten handler det således ikke om at hesten kommer ind i traileren, men om at hesten svarer rigtigt på min anmodning – altså om den tager et skridt frem, når jeg beder om det.

Jeg gør meget ud af at gøre og sige det ens hver gang, særligt under indlæring, så det bliver tydeligt for hesten, skal. Det gælder alle signaler – at de gives ens hver gang og der findes kun et korrekt svar. Hvis hesten ikke svarer rigtigt, fastholder jeg min anmodning indtil den gør, og i det sekund den svarer rigtig, belønnes hesten med at presset forsvinder og jeg tilføjer en godbid eller et nus på halsen, for at forstærke belønningen – dette er særligt vigtigt ved indlæring af signaler.

På videoen træner jeg Bródir i at gå frem, når jeg lægger et let pres i tovet fremad og samtidig siger “kom + en hyp lyd” (I starten var det også nødvendigt med et dut på måsen med pisken). Jeg beder ham stoppe ved at lægge et let pres i tovet bagud, og bakker ham på samme måde, kombineret med små tap på bringen med pisken. Læg mærke til, at jeg tydeligt slækker på tovet, når han responderer rigtigt på signalet. Ca midt i videoen, flytter jeg hans forben til siden – dette for at jeg ved at jeg også kan styre retningen, når jeg står foran ham, som jeg typisk vil gøre i starten af trailertræningen.  Retningen er vigtig fordi at hesten skal være ligeudrettet med retning ind i traileren, når den får signalet til at gå frem og vi ønsker den skal gå ind i traileren.

Når signalerne er veletablerede, vil motivationen for at følge vores anvisninger overskygge hestens motivation for noget andet og det betyder at vi kan læsse hesten når vi vil og hvor vi vil. Og fordi vi har skabt ro omkring træningen fra start, får vi også en hest der står roligt under kørslen.