Når små detaljer gør stor forskel

Der er altid flere steder man kan sætte ind for at forbedre ridning og træning af hesten.

Der vil også ofte være forskel på, hvad vi vælger at sætte fokus på først, og når jeg underviser tager jeg udgangspunkt i, hvad jeg synes ekvipagen har mest brug for lige nu, velvidende at der er mange andre ting at tage hånd om også.

Tidligere har jeg ikke givet min egen krop og opstilling så meget opmærksomhed, når jeg har redet på Carsia, fordi der var andre ting der var vigtigere for at få hende rolig, styrbar og til at begynde at vende rigtigt.

Nu hvor hun har en god forpartsbalance og hun går ret stabilt med en aktiv overlinie, er der plads til at jeg kan give min egen opstilling og hjælpere endnu mere opmærksomhed.

For at jeg kan bevare den samme bløde forbindelse i tøjlen hele tiden, skal mine arbje strækkes hver gang jeg rejser mig i sadlen i letridning og bøjes når jeg sidder ned. I galop skal min hånd gå frem, modsat galopbevægelsen i min krop, for at der er plads til at Carsia galoppere frit med en afspændt overlinie i alle momenter af bevægelsen. Det er ret svært, for mine arme og hænder vil det modsat 🙂

Vi trænede det forleden dag, da jeg red undervisning og til sidst gik det meget godt, men det var skrøbeligt og gik let i kludder når jeg skulle dreje eller gøre andre ting samtidig.

Det kan derfor være en god ide at få en lektion i longe i ny og næ, så man kan få trænet nogle af de ting, som vores egen krop har brug for, uden at skulle bekymre os om at styre og få hesten til at gå godt.

En sådan longelektion fik jeg, da jeg i slutningen af november var på samling på Træneruddannelsen. I lektionen var der fokus på min opstilling og balance (ikke på koordinering af arme og hænder, men det bliver der næste gang) 😉

Longelektionen foregik med en af testhestene på samlingen – en hest som ikke er vant til at blive longeret, og det synes jeg hører med til fortællingen, fordi at hesten gik væsentlig bedre i slutningen af lektionen end den gjorde i starten, og det var altså ikke fordi den er vant til kropsforbedrene arbejde i longen.

Jeg havde et sæt tøjler, for at få den mest virkelige følelse af min opstilling, men det var longeføreren der styrede hesten.

Vi gjorde ingenting med ben eller tøjle for at korrigere hesten, der var udelukkende fokus på rytterkrop og balance. I takt med at jeg sad bedre balanceret og afspændt, blev hesten bedre balanceret og afspændt – og brugte sin ryg, søgte frem og ned, SAMTIDIG med at den faktisk fik et løft i sin brystkasse.

Så detalje arbejdet med min krop gjorde en stor forskel for hesten.