Sideførende bevægelser – er det altid godt?

På den seneste trænersamling, havde jeg fornøjelsen af at ride BePorche, en skøn vallak som til dagligt kaldes B.

B var med på samlingen som testhest, fordi ejeren synes han var en smule stiv i det og så ville hun gerne have at han kunne springe an i højre galop. Susan Kjærgård har på et tidligere tidspunkt skrevet om, hvordan vi hjalp B til at finde højre galoppen – det kan du læse mere om her: https://www.facebook.com/search/top/?q=blue%20berry%20hill%20v.%20susan%20kj%C3%A6rg%C3%A5rd

Blandt andet med sideførende bevægelser, blev B løsnet i siderne af sin krop, som gjorde det muligt for ham at springe an til begge sider. Det er netop de sideførende bevægelser jeg gerne vil have fokus på med dette opslag.

Når vi laver diverse sideførende bevægelser med et ønske om at løsne eller forbedre noget i hestens krop, er det funktionen i hestens krop der er det vigtige og i den sammenhæng uden betydning om det er en korrekt udført dressurøvelse.  

Når træningen skal være sund, styrkende og smidiggørende for hesten, er det ikke lige meget hvordan hesten går til siden.

Hvis det fx er smidighed i kroppen, vi ønsker at opnå, og vi stiller hesten til venstre og med benet flytter hestens bagende mod højre, er det vigtigt at hesten ikke er rundet for meget. Dette fordi at når hesten ’knækker sammen på midten’, mister øvelsen sin effekt, fordi hesten bliver skæv og kompenserer i sin krop, i stedet for at få et sundt og smidiggørende stræk af sin højre side.

Hvis du forestiller dig, at hele hestens overlinie, fra nakke til hale er forbundet med små Brio tog – du ved dem med magneter i enderne – så skal disse tog blive ved med at have forbindelse med hinanden og blive på sporet. Hvis hesten bliver overbøjet og dermed skæv, bliver et eller flere af togene afsporet, og det er det der sker, når jeg skriver at hesten knækker sammen på midten.

Så hvis vi bare sender hesten sidelæns, uden at have hesten så stabiliseret at den kan gå lige først, så er der risiko for, at hesten ’knækker sammen på midten’ (eller et andet sted), og vi får ikke den ønskede effekt af øvelsen.

Når det blev lidt svært på hesten B at flytte sig til siden for mit ben, enten fordi det strammede eller fordi han ikke helt forstod endnu, blev han typisk ’afsporet’ helt oppe i halsen (se billeder).

Jeg synes det er vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvilke sideførende bevægelser der er gavnlig for den enkelte hest, og om det overhovedet er gavnligt for denne hest at lave sideførende arbejde på det aktuelle tidspunkt af dens uddannelse.

B var så stabil i sin krop og ejeren har gennem hele hans spæde ridekarriere, haft fokus på at han forlænger sin overlinie. På den måde har ejeren gjort forarbejdet til at vi kunne begynde at lave noget sideførende arbejde, som var ’næste step’ for ham.

På B var det meget tydeligt, at det smidiggørende arbejde via bagparten, gik hele vejen igen kroppen på ham og gjorde ham løsere og lettere i forparten, og gjorde det muligt for ham at springe an til højre:-)

For mig var den største læring ved at ride B på denne samling at vi nogle gange må gå nogle ’omveje’ for at få det vi ønsker af hestene og at disse omveje ofte har dobbelt effekt, fordi hele hestens krop har sammenhæng, så når vi gør noget et sted i hestens krop, flytter vi noget andre steder også.