Indlæring af stopsignalet har betydning både for hestens fysiske og mentale tilstand

Vi kan vist alle blive enige om, at det er trygt, rart og praktisk at kunne stoppe sin hest – både på banen, på tur, og i alle mulige andre situationer, når vi sidder på vores hest.

Ikke desto mindre, så oplever jeg ofte, når jeg kommer ud og underviser nye ekvipager, at de træningsudfordringer ekvipagen har, bor i manglende forståelse for et af de tre basissignaler, som for mig, som BBH Basisinstruktør, er stop, gå frem og drej.

Rigtig mange fortæller mig at de stopper deres hest for sædet, eller med at klemme med benene på en særlig måde. Det er helt klart mit mål at kunne ride hestene for helt fine signaler, ved hjælp af sædet, og mit tyngdepunkt, og når man kan det, følges vi ad, nærmest i en symbiose.

Inden vi kommer dertil hvor vi følges ad, skal signalerne indlæres, for at hesten ved hvad det er den skal og for at vi også kan følges ad den dag der er noget i omgivelserne der måske optager eller stresser hesten, så vi ikke pr. automatik følges ad.

Jeg gør rigtig meget ud af at adskille signalerne på den unge eller utrænede hest. Det gør jeg for at hesten opnår den bedst mulige forståelse af signalet. Det vil sige, at når jeg anholder på tøjlen, for at bremse hesten, hænger mine ben samtidig helt slapt og mit sæde er blødt og neutralt. Ligeledes når jeg beder hesten om at gå frem, ligger min hånd helt stille, så jeg er sikker på at hesten ikke bliver i tvivl om hvad den skal. Det er gså vigtigt at hesten lærer at kende forskel på brems og på drej, så når drej skal indlæres, drejer jeg tydeligt med tøjlen væk fra hesten og gerne lidt frem mod mulen, sådan at tøjleføringen ikke kan forveksles med et bremsende signal.

På videoen her er en Islandsk hoppe, som på optagelselstidspunktet var ca. 10 år gammel. Hun havde ikke lært at skille ad, hvornår hun skulle bremse for den anholdende tøjle, og hvornår tøjlekontakten betød ”bøj nakken”.

Det medførte at når rytteren tog i tøjlen for at bremse, bøjede hun blot nakken. Rytteren tog derefter hårdere i tøjlen for at få hesten til at bremse, og det øgede pres, som selvfølgelig er ubehageligt, fik hesten til at slå med hovedet i forsøg på at få presset til at forsvinde.

Jeg har valgt at vise jer denne video, fordi det også er meget tydeligt, hvordan hesten afkorter og spænder i sin overlinie, hvilket medfører at ryggen og brystbenet sænkes og bækkenet åbnes – det vil sige at det ikke er fysisk muligt for hesten at træde ind under sig og skridtene bliver korte og hektiske. Hvis den afkortede og sænkede overlinie for nogle er vanskeligt at se, så prøv læg mærke til, hvordan rytteren nærmest sidder nede i et hul.

På den sidste halvdel af videoen, har vi trænet stopsignalet med hoppen, og som du kan se, stopper hun nu for et helt blødt signal - og med en lang overlinie. Læg mærke til, hvor meget længere hendes hals ser ud og hullet som rytteren før sad i, er blevet markant mindre.

Mentalt/adfærdsmæssigt ser vi også en helt anden hest i den sidste halvdel af videoen.

Hun har nu forstået, at hun blot stoppe, for at fjerne presset fra biddet, dvs hun har fået en kontrol over biddet og det er forudsigeligt og klart for hende hvad rytteren forventer, fordi signalerne er blevet skilt ad. Og det gør ikke længere ondt på hende, fordi rytteren nu ikke skal anholde særlig kraftigt på tøjlen.

Alle de nævnte parametre er stress reducerende hos heste, såvel som det er for mennesker.

Så det at have indlært basissignalerne, har stor betydning, både for hestens fysiske og mentale tilstand.