Ridning med Håndhest

På håndheste tur for første gang

Ridning med håndhest kan have mange fordele. Da jeg besluttede mig for at prøve med to af mine, var det med ønsket om at kunne motionere og give oplevelser til to heste på én gang.

Min ridehest nyder godt af at have hesteselskab på turen og den unge, som endnu ikke er tilredet, trænger både til gode oplevelser og til at slanke sig.

Den første gangDen første gang, var faktisk på tur – med en gående hjælper, som kunne træde til om nødvendigt. Det kan jeg virkelig anbefale, for det gav mig en ro og en sikkerhed, som uden tvivl smitter af på hestene.Når vi skal gentage succesen, og gøre det uden hjælper, kommer det til at foregå i skoven, hvor jeg ikke samtidig skal forholde mig til trafik.

Det er særligt vigtigt at hestens første gangs oplevelser er positive, fordi de første oplevelser hesten har i en given situation, lagres meget hurtigt i hestens hukommelse, fordi den ikke har andre erfaringer at trække på.  Hvis hesten har haft 50 gode oplevelser som håndhest, tåler den bedre en dårlig situation, end den gør, hvis den får en dårlig oplevelse en af de første gange den prøver at være håndhest. Generelt mener jeg at vi skal bestræbe os på at samle på gode oplevelser i træning og omgang med vores heste.

ForberedelseFor at vi kan få gode første gangs oplevelser, er det vigtigt at forberede hestene på den opgave vi stiller den. Hvis vi bare kaster os ud i det, risikerer vi at hestens stressniveau bliver for højt til at den kan lære noget, og i værste fald at hele situationen bliver hektisk og dermed potentielt farlig.

Hvad forberedelsen består af, afhænger hesten og hvad det er for en opgave hesten skal løse. Med mine heste i forhold til håndheste ridning, var der nogle konkrete ting hestene skulle kunne / kunne håndtere, før jeg ville turde ride ud.

Brodir, som er ridehesten skal være ok med at håndheste snoren svinger bag ham og sikkert også komme til at ramme ham. Han skal kunne håndtere at jeg flagrer med min arm – begge dele er noget han tidligere har haft rigtigt svært ved. Derudover skal han kunne styres med en hånd i starten, hvor jeg gerne vil have den ene hånd fri til at korrigere den unge håndhest. Sidst men ikke mindst skal han kunne håndtere at jeg giver signaler til en anden hest, mens jeg sidder på ham – her var jeg også bevidst om ikke at give helt de samme signaler, som jeg plejer at give til ham.

Sonur, som er håndhesten, skal først og fremmest være ret miljø sikker, når jeg vælger at ride ud – altså han skal være mentalt cool med at komme på tur og med de ting som kan opstå på sådan en tur, som biler, vasketøj, gøende hunde mm.Han skal kende signalerne til stop, gå frem, drej, så han er styrbar, og det at han kender signalerne, giver ham en forudsigelighed som er med til at sikre at han ved hvad han skal, og dermed er rolig og med på opgaven.

Når vi skal køre i skoven, er det vigtigt at begge heste er komfortable med traileren og det at komme i skoven, så der ikke er for mange nye aspekter i opgaven på samme tid.

For at hestene kan lære ovenstående, er der signaler der skal indlæres og nogle ting, som de skal tilvænnes. Du kan finde mere om både signalindlæring og gradvis tilvænning her på www.dagmarshestetraening.dk.

Så rider viNår hestene kan løse alle de små delopgaver, og vi har en forventning om at vi kan holde stressniveauet lavt, er det bare at sætte sig op og ride. I starten er jeg stadig opmærksom på at lave gode set up i træningen, for at sikre at det bliver en god oplevelse for os alle tre – dvs. hvis miljøet udfordrer, har jeg en hjælper med på jorden og ellers sørger jeg for at ride steder, hvor jeg ved at vi ikke bliver helt så udfordrede, fx i skoven. Eller hvis der har været jagt omkring hvor vi bor, eller vejret gør at hestene er lidt på tæerne, så rider jeg ikke ud med håndhest. Der kan være mange tænkelig situationer – og igen – alt træning med hestene handler om at give hesten størst mulighed for succes med at løse den opgave jeg stiller den.

UdstyrSom I kan se, har jeg valgt at have en kapsun på Sonur – det har jeg af flere årsager.

  • Sonur er ikke tilredet og er endnu ikke tilvænnet bidets betydning. Jeg vil derfor ikke risikere at komme til at fejlindlære noget og hvis uheldet skulle være ude, at han får et hårdt ryk i sin mund. Det vil være synd for ham og kræve mange timers træning at give ham tillid til bidet igen – en tillid jeg har brug for, for at få ham til at bruge sig afspændt og i en udstrakt overlinie senere i hans karriere som ridehest.
  • Han er vant til at blive håndteret i både grime og kapsun, og jeg ved at han kan blive lidt ”stærk”, hvis han bliver udfordret og så kan jeg bedre holde ham i kapsunen, end jeg kan i grimen.
  • Hvis han kommer foran, eller for meget ud til siden, og jeg har grimen på ham, risikerer jeg at tviste hans hoved, så det ryger på sned og det er ikke særlig smart at han går og gør sig skæv på den måde. Desuden kan grimen genere hans øje, hvis den rykker sig.

Når hestene har prøvet det et par gange mere, vil de blive endnu mere komfortable med opgaven og jeg kan få ro til at justere lidt på tempo og retning på dem begge, så jeg sikrer at de begge går lige og ikke bruger sig asymmetrisk, som lidt er tilfældet her i starten. Så med lidt mere træning, tror jeg det bliver en super god træningsform, som både kommer til at give hestene god og sund fysisk træning, og mental stimulans.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *